Thomas Skov smider tøjet for åben tv-skærm

- Virkeligheden er min legeplads, siger Sdr. Felding-drengen Thomas Skov. Ikke i aften men om et par uger smider han tøjet for åben skærm i sit eget tv-show på DR Mama.

 

Thomas Skov med sin nærmeste familie omkring sig, da Det Nye Talkshow sendte live fra Sdr. Felding. Bagved ses Anders Lund Madsen.

Verdens bedste tv-program hedder det nye program, som blev sendt første gang 26. september. Mandag aften klokken 19 toner det frem på skærmen i en ny udgave. Og selvfølgelig med Thomas Skov i rollen som både udgående reporter og vært.

- DR Mama er en satsning på DR, som gerne vil have fat i flere unge seere mellem 12 og 25 år. Vi er foreløbig fem værter. Vi har frie hænder, og vi sender tre timer hver aften på DR HD, fortæller Thomas.

Han er kendt for sine gakkede spørgsmål, sin nedtonede, underfundige humor og grænseoverskridende platheder fremsat i en yderst høflig tone og med et troskyldigt udtryk i ansigtet.

Undskyld Mor!

For Thomas er der altid en ny grænse, der skal forceres. Men om et par uger når han en foreløbig milepæl, når han for første gang optræder splitterravende nøgen for åben tv-skærm.

- Vi besøger verdens bedste tryllekunstner, og showet kræver, at jeg smider tøjet, forklarer Thomas Skov.

Han erkender, at det ikke var helt let. En hel række unge piger gjorde det til noget af en overvindelse at skulle optræde i Adam-kostume. Men også tanken om, at hans mor, der er viceskoleleder i Sdr. Felding, skal se ham stå uden en trævl på kroppen og føle sig forlegen og pinligt berørt over sønnens optræden, gør ham urolig.

- Det er nok det, der har bekymret mig mest. Undskyld Mor, lyder det med anger i stemmen fra Thomas.

Tv-avisen blev optaget hjemme i dagligstuen

Allerede som dreng kunne han lide at optræde, og som ti-årig deltog han i sit første tv-program.

Det var et børneprogram og hed „Lågen i bogen“. Her kunne man prøve at være brandmand, politibetjent eller noget helt tredje for en dag, og det skærpede appetitten efter mere.

- Det var sjovt og gav mig blod på tanden, men allerede inden da legede jeg fjernsyn. Jeg legede for eksempel, at tv-avisen blev optaget hjemme i vores dagligstue, og at Eleva2eren blev sendt fra et studie på den anden side af døren, fortæller Thomas Skov.

På en måde er han aldrig blevet helt voksen og har bevaret den legende tilgang til det at lave fjernsyn.

Mærkeligt – men spændende fjernsyn

- Det fjernsyn, vi laver, er mærkeligt – men spændende. Og det er ikke noget, vi opfinder. Sommetider lykkes det for os at opspore de mest utrolige typer, og som tv-seer kan man måske godt komme i tvivl om, hvorvidt de nu også findes i virkeligheden, eller om det bare er fri fantasi. Men de er skam virkelige nok, forsikrer Thomas Skov, som i sidste udsendelse besøgte en mand, der har specialiseret sig i at lave smykker af menneskehår.

- Virkeligheden er vores legeplads. Hvis vi blot opfandt typerne og skulle lave skuespil, er jeg sikker på, at det ville blive både dårligt og dybt pinligt. Det er langt bedre at tage udgangspunkt i virkelige mennesker af kød og blod, mener Thomas Skov, der også kalder sit program „en hyldest til virkeligheden“.

Søren Ryge på speed

„Bedre end Bonderøven“, lyder det også kækt på kanalens hjemmeside, og Thomas uddyber:

- Jeg er en slags Søren Ryge på speed. Ligesom han kan lave et program i to afsnit om at lave reb, er det også min ambition at lave tv med udgangspunkt i et eller andet sjovt eller en detalje og blæse det op til noget stort, forklarer Thomas Skov, der blev landskendt i sin rolle som praktikanten i Det Nye Talkshow, der for et år siden sendte live fra hjembyen Sdr. Felding, hvor hans forældre og mange af hans gamle klassekammerater stadig bor.

- Det var virkelig stort, og jeg kunne godt tænke mig at lave tv fra Sdr. Felding igen, funderer Thomas, som tidligt erkendte, at han ikke skulle blive boende i Sdr. Felding.

For få muligheder i Sdr. Felding

- Jeg holder meget af Sdr. Felding og de mennesker, der bor der, men der var bare ikke de muligheder, jeg havde brug for, siger han.

Allerede som dreng var han “den sjove fyr i klassen”, men følte sig samtidig “lidt anderledes”.

Siden dengang har han udviklet de to roller til perfektion. Samtidig er han selv ved at blive lidt af  en kendis. Han er på fornavn med de kendte, optræder i ugebladene og bliver jævnligt genkendt af folk på gaden, der beder om en autograf eller gerne vil hilse på ham.

Dermed er han godt på vej til at blive en rollemodel for andre unge, erkender han.

Hvis Thomas kan, så kan jeg også

- Det er jeg helt bevidst om. Jeg synes også, det er bedre, de ser op til mig end en eller anden reality-stjerne. Det er ikke sundt at have forbilleder som deltagerne i Paradise Hotel, mener Thomas.

- Hvis der sidder en dreng i Sdr. Felding eller et andet sted, vil jeg hellere have, at han tænker: Hvis Thomas kan, så kan jeg også“, frem for at se Amalie fra Paradise Hotel og tænke: „Min eneste vej ud af Sdr. Felding er at tage til Mexico for at drikke mig fuld og dyrke sex for åben skærm“.

 

Læs også:

  • Søg efter relaterede artikler. Anvend søgefunktioen øverst i højre hjørne og indtast dit søgeord.